I indslaget fremstår Sally Vernhøj som en yderst motiveret studerende, der har bestået grundforløbet som mekaniker med topkarakter og som virkelig brænder for at få motorolie på fingrene. Af samme årsag søger hun ihærdigt en læreplads, men bliver afvist gang på gang, fordi hun er en kvinde.

I samme indslag bliver en af de arbejdsgivere, der har afvist Sally Vernehøj, interviewet om årsagen. ”Jamen her i værkstedet tager vi ikke kvinder ind”, lyder svaret. Andre havde givet samme begrundelse – dog med det tvist  at hun ville forstyrre de mandlige kollegaer, eller fordi hun så skulle have sit eget toilet. Men som Sally Vernhøj bl.a. skriver i et opslag på Johanne Smith Nielsens facebookvæg:

”Jeg er en ung pige på 18 år som i sommers er startet som mekaniker. Jeg har været rundt og søge lærepladser mellem 25-30 steder her i omegn hvor jeg bor og længere væk! Eftersom jeg har været rundt har jeg fundet ud af at jeg skal have mit eget rum, toilet og bad. Hvilket jeg er bedøvende ligeglad med. Om jeg skal tisse det samme sted som drengene. Jeg har ikke fået nogen læreplads, fordi jeg er pige, hvis jeg havde været en dreng, er jeg sikker på at jeg er i lære nu (…) Jeg har ikke lavet noget i et halvt år nu, fordi jeg er en pige og ikke kan få en læreplads.
Jeg synes det er utrolig kønsdiskriminerende og nedlandende for mig som person. Jeg føler mig tilsidesat og anderledes. Jeg er bedre end halvdelen af de drenge, jeg gik i klasse med, jeg fik topkarakterer og brændte for det her fag 100 procent. Nu står jeg her, med ingenting andet end et gennemført grundforløb og synes det er så uretfærdigt at jeg ikke kan blive og gøre hvad jeg vil! (…)
Jeg håber jeg bliver hørt i min kamp om retfærdighed og i kampen om at gøre det jeg aller bedst kan lide! JEG VIL VÆRE MEKANIKER.
Mvh Sally Vernehøj”.

Og så er det man i 2012 må spørge sig selv, og det virkelig kan være rigtigt, at de sidste fire tal i CPR nummeret skal være en stopklods for det, man inderligt brænder for at blive her i livet?

Sally er ikke den eneste

Efter at have fulgt Sally Vernehøjs historie, begyndte jeg at researche lidt på internettet for at se, om eksemplet var enestående. Det er det ikke. Der findes adskillige debatforums, hvor kvinder med et ønske om at blive mekanikere skriver for at høre, om andre kender mekanikere, der tager kvindelige lærlinge, fordi de selv er blevet afvist gentagne gange.

Vi bruger meget tid på at debattere, hvorfor der er ikke er flere kvinder i børsnoterede selskabers bestyrelser. En position, der immervæk kun udgør en minimal procentdel af arbejdsmarkedet. Måske skulle vi udvide horisonten, og se nærmere på de reelle kønsbarrierer på arbejdsmarkedet, som for eksempel adgangen til en læreplads i typiske mande- og kvindefag.

Ingen symbolpolitik, tak

Men ingen på Christiansborg skal ty til den symbolpolitiske nødløsning: at indføre kønskvoter i autobranchen i morgen. Det vil jo blot medføre kønsdiskrimination med omvendt fortegn, og i øvrigt mener jeg ikke, vi bliver mere ligestillede af 50 procent kvinder i autobranchen. Løsningen er derfor ikke mere ’statsintervention’, som et særligt ‘quick fix’ på området. Jeg tror derimod, vi kommer langt ved at debattere emnet og få historierne frem – også de gode historier, hvor kvindelige mekanikere kan være rollemodeller og vise, at det altså ikke er ‘farligt’ at invitere en kvinde indenfor på værkstedet.

Jeg håber at Sally Vernehøjs eksempel kan blive et interessant indspark til debatten om de noget rustne kønsopfattelser, der tydeligvis eksisterer på arbejdsmarkedet. I hvert fald virker mekanikerfaget noget rustent i kanten. Ambitionen om et dansk uddannelsessystem i verdensklasse ligger de fleste politikere på sinde. Skal det lade sig gøre, skal vores uddannelsessystem åbne dørene for motiverede unge mennesker, ikke slå dem i hovedet med deres eget cpr-nummer. Det bliver vi hverken dygtigere eller rigere af.

På Damefrokosten.com ønsker vi Sally Vernehøj held og lykke med at finde en læreplads, så hun kan få lov til at rode i nogle kølerhjelme og udfolde sit potentiale!

Jeg har længe været hemmeligt forelsket i New Zealand uden nogensinde at have været der: kombinationen af helt fantastisk natur og åbne, imødekommende mennesker, der generelt er fyldt med humor, er næsten for god til at være sand. Og hvis noget er for godt til at være sandt… så er det, som bekendt, ofte netop ikke det: New Zealand er et af åbenbart flere lande, hvor man fra politisk hold arbejder henimod et totalt forbud mod al rygning. Det er nyt for mig og et gevaldigt minus på den New Zealand-liste, der i forvejen kun rummer det ene minus, at landet ligger så langt væk, som det næsten kan lade sig gøre på Jorden.

Det kan dårligt kaldes en nyhed, at rygning går ud over sundheden, og at den belastning stiger, jo mere man ryger. Det er desværre heller ingen nyhed, at argumenter for at forbyde rygning i det offentlige – og nu også private – rum er inkonsistente i en grad, der bør fremkalde opgivende hovedrysten hos enhver med fornuften i behold. Se blot på udtalelsen fra forskningsoverlæge Charlotta Pisinger i Politikens artikel:

“I den store verden er forskere og politikere ved at planlægge End Game (slutspil, red.), der viser vejen mod en virkelighed uden rygning. Lande forsøger at nå dertil inden for de næste 30 år. Hidtil har man fokuseret meget på, at rygerne selv har ansvaret, selv om mange er så afhængige, at de ikke kan holde op. Nu retter fokus sig mod industrien med ideer om, hvordan den kan begrænses. Vi bør gå samme vej i Danmark.”

Hvis rygning skal forbydes, fordi det er farligt både for den enkelte og de, der befinder sig tæt på, hvorfor forbyder vi så ikke også alkohol? Eller bilkørsel, for den sags skyld? Jo, men bilkørsel er jo en praktisk nødvendighed, hvor rygning og alkohol er luksus, vil forbudstilhængerne muligivs fremføre – men hvad så med andre ting, som nogle opfatter som nødvendige, mens andre opfatter dem som luksus? Og er der overhovedet nogen rimelighed i, at en gruppe mennesker kan bestemme for andre i detaljer, hvordan de skal leve deres liv – uanset den demokratiske legitimitet, deres status som folkevalgte giver dem?

Inkonsistensen bliver kun værre, når vi bevæger os videre til den enkelte rygers personlige ansvar. Her fremføres det ofte – og igen i denne omgang af Charlotta Pisinger – at når rygeafhængigheden bliver svær nok (præcis hvor denne grænse går er, naturligvis, så godt som umuligt at sige noget generelt om) er det ikke længere den enkeltes eget ansvar at komme ud af afhængigheden, hvis man selv ønsker det. Hvis det er den enkeltes eget ansvar, om man begynder at ryge eller ej, hvorfor er det så ikke den enkeltes eget ansvar at holde op igen? Og hvis ingen af delene er den enkeltes eget ansvar, er det så heller ikke mit eget ansvar, om jeg – eksempelvis – vælger at drikke alkohol, og evt. øger mit forbrug til et punkt, hvor jeg risikerer at blive afhængig? Hvis ansvar er det, hvis jeg flyver ud over styret på min cykel, fordi kæden hopper af: Statens? Cykelhandlerens? Eller mit eget, fordi jeg ikke selv var opmærksom på, at kæden var blevet alt for løs?

Der er imidlertid noget, der er nyt i debatten om forskellige grader af rygeforbud versus friheden til at leve sit liv, som man vil. Læs citatet af Pisinger ovenfor igen, og bemærk begrebet “End Game”, der på dansk bliver til ‘slutspil’, eller ‘slutdato’ i mediernes dækning. Politisk ser der, heldigvis, ikke umiddelbart ud til at være opbakning til at fastsætte en sådan ‘slutdato’ for al rygning i Danmark, og det er godt det samme. Hvor ‘slutspil’ øjeblikkelig giver decideret ubehagelige associationer, er ‘slutdato’ umiddelbart et mildere, men stadig tankevækkende begreb at introducere i en debat, der handler om menneskers adfærd. Kan man sætte en ‘slutdato’ for visse typer af adfærd? Kan man via politisk regulering tvinge en adfærd, der er opstået naturligt, til at ophøre og aldrig mere forekomme? Og hvad ville de praktiske og, ikke mindst, de principielle konsekvenser være, hvis man forsøgte?

For de praktiske konsekvenser behøver man blot tænke på spiritusforbuddet i USA i perioden 1920-33, og i øvrigt minde den reguleringsglade politiker – uanset partifarve – om betydningen af ordet ‘grænsehandel’. Hvis det ikke er nok til at udstille det nyttesløse og dybt skadelige i en sådan regulering, så bed politikeren om at overveje de principielle konsekvenser: At tro på, at man kan sætte en slutdato for menneskelig adfærd, forudsætter en tro på, at mennesket aktivt kan forandre sin egen natur (og gøre forandringen permanent), og at vi på den måde kan løfte menneskehedens intellektuelle og moralske udviklingsniveau. Altså ikke blot en tro på, at mennesker kan opnå større og dybere viden – vi ved generelt mere om de fleste ting, end vi gjorde for 100, 500 eller 1000 år siden – men en tro på, at vi som levende væsener kan blive permanent klogere og ‘bedre’.

En sådan tankegang kan måske forekomme positiv og optimistisk på overfladen, men tænker man blot to-tre skridt videre og begynder at se på følgeslutninger og implikationer, er den ikke blot usympatisk og skræmmende. Den er grundlæggende totalitær.

På brevkasse-siderne indledte en kvinde sit brev med ordene “Jeg er en pige på 36 med to børn”.

Her er det, jeg tænker: Hvis du har to børn, håber jeg sandelig ikke, du stadig er en pige. Så håber jeg – både for din egen og for dine børns skyld – at det, du ser i spejlet, er en voksen kvinde.

Et andet eksempel: For lidt tid siden holdt jeg foredrag om kvnder i ledelse hos en stor, dansk virksomhed. Direktøren, en ganske flink og moderne mand, skulle slutte foredraget af. Han omtalte konsekvent de kvindelige ansatte som “pigerne” og “I piger”.

Kunne vi ikke afskaffe den pige-mani? Den er så lidet klædelig både for de mænd, der omtaler voksne kvinder sådan, og for de kvinder, der ser sig selv sådan.

En pige er et barn, der har en far og en mor, der varetager hendes ve og vel. Og nåh ja, i gamle Morten Korch-film er ‘pige’ også betegnelsen for en kæreste. Her handler historierne typisk om, hvordan denne ‘pige’ finder en mand – eller nok nærmere: bliver fundet af en mand – og så lever de, efter lidt forhindringer, lykkeligt til deres dages ende. Hun skal ikke bekymre sig. Hun er nu forsørget. Hun går fra at være sin fars pige til sin mands.

En pige er ikke en voksen kvinde med ben i næsen, der tager ansvar for sit eget liv.

En kvinde derimod er pendanten til den voksne mand. Hun er myndig, selvstændig og tager ansvar for sit liv.

Jeg håber, der er flere kvinder end piger over 18 derude. Og jeg håber, de vil signalere det ved at holde op med at omtale sig selv som piger, og ved ikke at lade voksne mænd tale til dem som ‘piger’.

Men her er en forudsigelse: Der vil aldrig komme nogen pølse på den pind. Hvis ikke regeringen allerede har resigneret omkring grundlovsrevisionen, så vil den gøre det meget hurtigt. Det er et punkt, der helst skal glemmes igen.

Et af problemerne i den nuværende grundlov er, at den giver en meget dårlig sikring af fundamentale borgerrettigheder. De er ganske vist meget fint omtalt i lovens kapitel 8, hvor det blandt andet hedder, at hjemmet er ukrænkeligt, at den personlige frihed er ukrænkelig, og at ejendomsretten er ukrænkelig.

Men i alle tre tilfælde er det også muligt for Folketinget at gøre undtagelser, hvor det er væsentligt for almenvellet. Formuleringerne, både om ukrænkeligheden og om undtagelserne fra den, stammer helt tilbage fra den første grundlov fra 1849, og det er mere end vanskeligt at tolke dem ind i en nutidig sammenhæng.

Naturligvis må der være grænser for al ukrænkeligheden. Når der skal bygges en ny vej eller jernbane, må nogle afgive deres ejendomsret til jord. Når man har grund til at tro, at en alvorlig forbrydelse foregår i et hjem, må politiet gå ind i dette hjem. Og så videre. Domstolene har for længst – som det også er rimeligt nok – opgivet at sætte de præcise grænser for den ukrænkelighed, som grundloven kun giver uklare beskeder om.

I stedet er det blevet sådan, at det er op til de til enhver tid siddende politikerne at balancere borgerettighederne mod de rimelige, praktiske hensyn til helheden i et moderne samfund.

Men den rolle har politikerne, især over de seneste ti år, været håbløst elendige til at udfylde. Lad mig nævne to eksempler fra den nuværende regerings første halve års tid i tjenesten, når det gælder hjemmets ukrænkelighed.

Et lovforslag skal give Skat – og, som regeringen fortolker det, også politiet – adgang til at private hjem uden ransagningskendelse, med det formål at afsløre udenlandske håndværkere, der på den ene eller anden måde snyder. Selv om Skat og politi givetvis finder sådanne lovbrud, er det ikke noget, der i den store sammenhæng vil batte alverden. Man har underlagt hjemmets ukrænkelighed nogle banale praktiske – og nogle tvivlsomme politiske – hensyn.

Et andet forslag skal give de sociale myndigheder – og igen politiet – ret til at gå ind i private hjem uden dommerkendelse i forbindelse med såkaldte børnefaglige undersøgelser. Efter Serviceloven er det sådan, at hvis et barn tilsyneladende har problemer på et område, skal kommunen undersøge hele barnets situation. Det vil sige, hvis en barn for eksempel synes at få dårlig kost, skal kommunen også undersøge, hvordan barnet klarer sig i skolen, og hvordan forholdet er til forældre og kammarater. Med den nye lov kan myndighederne altså også tiltvinge adgang til hjemmene for at udarbejde disse børnefaglige undersøgelser.

Retfærdigvis skal siges, er det ikke er den nuværende regering, der har opfundet vidtrækkende, men tyndt begrundede undtagelser om hjemmets ukrænkelighed. VK-regeringen var storslem på det område. Den lagde godt ud med at betragte borgernes rettigheder over for staten i den sammenhæng som arvesølv, der skulle sikres for eftertiden. Men den sluttede af med at betragte samme rettigheder som noget gammelt skrammel, der fikst kunne sælges for at få enderne til at nå sammen i forhandlinger med Dansk Folkeparti, med den daværende opposition, med kommunerne eller med baglandet i Venstres eller De Konservatives egne partiforeninger.

Konsekvensen er, at man i dag ikke meningsfuldt kan formulere en ny grundlovsparagraf, der på en gang sikrer hjemmets ukrænkelighed, og som på samme tid indeholder muligheder for undtagelser, der omfatter alt det, der allerede er vedtaget under den nuværende, dysfunktionelle grundlov.

Politikerne kan i princippet komme uden om problemet på to måder. Den ene er simpelthen at udlade enhver snak om hjemmets og den personlige friheds ukrænkelighed fra en ny grundlov. Men gør man det, kommer Danmark i båd med Ungarn – som et af de lande, der på grund af en svag forfatning kommer på observationslisten rundt omkring i verden. Den løsning kan man ikke forestille sig, at politikerne, der normalt er meget forfængelige på Danmarks vegne, vil vælge.

Den anden vej er så at ophæve alle de love, der bryder med nutidige, internationale normer for borgerrettigheder. Men sådan en proces er også mere end vanskelig at forestille sig. Handlinger og processer, som politikerne selv har sat i gang med dyre forklaringer om hensynet til børn, til velfærdsstaten, til ligestilling eller til fædrelandet i al almindelighed, vil, hvis de bliver fortsat, pludselig udgøre grundlovsbrud, der bringer ministre for rigsretten, og som fører til, at ledende embedsmænd bliver fyret i vanære. Det vil blive udstillet for alverden – og endnu værre, for vælgerne – hvor skidt det står til med borgerrettighederne i Danmark. Og at en meget stor del af politikerne på Christiansborg har et personligt ansvar for det.

De radikale sad med den eneste gode nøgle til at løse dilemmaet. Som oppositionsparti gennem 00’erne har det om ikke helt konsekvent, så dog overvejende undladt at tage medansvar for VK-regeringens udhulning af borgerrettigheder. Derfor kunne partiet have påtaget sig ansvaret for, at de problematiske love skal ophæves. Alle andre partier kunne have undskyldt sig med, at det desværre var nødvendigt at ophæve alle disse fine love for at få de dumme radikale med til grundlovsrevisionen. Den model er brugt tusind gange før i dansk politik, når man skal håndtere en hård virkelighed, og både de radikale og de andre partier trives fint med den.

Ydermere – det havde også været helt rimeligt, at de radikale påtog sig ansvaret i denne sag. Grundlovsrevisionen er nemlig en af deres gamle ønskedrømme, og der er formentligt også dem, der her insisteret på at få den ind i regeringsgrundlaget.

De radikales motivation er ligetil at forstå: En ny grundlov vil smukt forene partiets fortid, nutid og fremtid. Ved at skrive kongehuset og folkekirken ud af grundloven kan man også formelt erklære sejr i den forfatningskamp, partiet er født ud af. Samtidig kan man skrive ind, hvordan Danmark forholder sig til internationale samarbejder i for eksempel EU, FN og Nato, som de radikale er varme tilhængere af. Og endelig kan man, ved at betone borgerrettigheder, gøre grundloven til et fyrtårn for andre lande i verden.

Men man har altså fuldstændigt overset, at Danmark netop ikke er noget fyrtårn, når det kommer til borgernes rettigheder over for staten. Og allerede inden for første folketingssamling som regeringsparti har de radikale selv fået så meget snavs på hænderne, at heller ikke de kan presse på for en grundlovsrevision, uden at de dermed kommer til at udstille sig selv.

Det er en ganske forbløffende ting. Som bekendt fik partiet næsten fordoblet sit mandattal ved valget sidste år, og samtidig var der flere af de gamle folketingsmedlemmer, der gik på pension. Det er en helt ny generation af radikale folketingsmedlemmer, der sidder på Christiansborg i dag. Men dårligt havde de fået sat sig til rette i de bløde sæder, før de ødelagde deres egne chancer for at skrive historie og gøre det, radikale politikere allerhelst vil gøre.

Til illustration af afgrunden mellem de radikales idealer og den nutidige virkelighed, som partiet altså selv bakker op om: Niels Helveg Petersen formulerede i 2003 et forslag til en ny grundlov. Hans paragraf 6 handler om hjemmets ukrænkelighed:

Enhver har ret til privatfred.

Stk. 2. Der kan ikke gøres indgreb i privatlivet og familielivet, i boligen eller i den personlige kommunikation, medmindre det sker ved lov til efterforskning eller forebyggelse af alvorlige forbrydelser, til beskyttelse af borgernes eller statens sikkerhed, til beskyttelse af borgernes rettigheder og friheder eller til beskyttelse af sundheden. Indgreb kan undtagelsesvis finde sted, såfremt det er nødvendigt som led i administrative kontrolforanstaltninger.

Stk. 3. Indgreb som nævnt i stk. 2 kan kun foretages efter retskendelse, medmindre andet i særlige tilfælde er hjemlet ved lov.

Sammenlign så med en artikel fra Politiken forleden om den nuværende praksis. Det er blandt andet de omtalte kontroller mod illegal arbejdskraft, regeringen vil have udvidet til også at omfatte private hjem. Men uanset hvilke muligheder, man giver til Skat, er det særdeles tvivlsomt, om politiet har lovhjemmel til at deltage i den slags kontroller, som er beskrevet i artiklen.

Sådan en lovhjemmel kunne man efter den nuværende grundlov bare vedtage, og på den måde få formalia i orden. Derimod er det ikke givet, at kontrollerne ville blive tilladt efter en ny grundlov, der skal følge moderne, internationale standarder.

For det første nogle tusinde indvandrere, der arbejder illegalt, på ingen måde nogen trussel mod almenvellet eller mod statens sikkerhed – slet ikke, når de betaler skat.

Og det gør de, som det fremgår af artiklen, og det er det andet problem: Når Skat udsteder skattekort til udlændinge, uden at have tjekket, om de har arbejdstilladelse, har myndighederne ikke gjort et rimeligt forsøg på at begrænse brud på udlændingeloven, før man skred til den drastiske handling at foretage ransagninger uden retskendelse.

Lidt mere læsestof: På Jyske Blog har jeg skrevet indlæg om VK-regeringens brud på hjemmets ukrænkelighed, om forslaget om Skats og politiets adgang til at foretage kontroller i private hjem, og om forslaget om at give kommunerne og politiet adgang til at tiltvinge sig adgang til private hjem i forbindelse med børnefaglige undersøgelser.

På tværs af landegrænserne har europæerne udtrykt deres utilfredshed med deres nationale regeringers krisehåndtering og generelle politik ved parlamentsvalgene, der er blevet afholdt siden krisens udbrud. De siddende regeringer er således blevet skiftet ud med oppositionen. Det sås blandt andet i Spanien, hvor det socialistiske parti PSOE under ledelse af Zapatero blev udskiftet med det konservative PP med Rajoy i spidsen. Ligeledes gik det i England, da Labour-regeringen under Brown faldt til fordel for en Tory-ledet koalitionsregering under Cameroun. Endvidere gentog scenariet sig i Portugal, hvor Socrates’ socialistiske regering tabte valget til en centrum-højre koalitionsregering, som efterfølgende overtog magten. Scenariet gentager sig også hvis man kaster et blik på Irland, hvor Fianna Fail tabte med et brag tilbage i 2011. Fianna Fail har ellers været det næsten konstante regeringsparti i Irland, med sine 60 år i regeringskontorerne ud af cirka 80 års perioden i hvilken Irland har været et selvstændigt land med egen regering. Siden da har centrum-højre koalitionen med Fine Gail, som største parti, dannet regering. Det mest velkendte eksempel er vel Danmarks eget, da VK-regeringen tabte valget i efteråret 2011. Eksemplerne er mange, de seneste til listen kan siges at være det franske og det græske. Det næste i rækken kommer næste år, når der er valg i Tyskland, hvor Angela Merkels CDU-ledede regering sandsynligvis taber. Det bebudes allerede nu med delstatsvalgene, hvor Merkel fik et historisk nederlag i Tysklands folkerigeste delstat; Nordrehein-Westfallen. Det var CDUs værste valg siden Anden Verdenskrig, hvor de efterfølgende måtte lade regeringsførelsen overtage af konkurrenten SPD. Det var ellers delstaten, der før har budt på 45% af stemmerne til Merkels CDU.

Der tegnes dermed i høj grad et billede af generel utilfredshed blandt de europæiske borgere, der udmøntes i proteststemmer, som så stemmer på det politiske alternativ til den siddende regering. Der er derimod intet der tyder på at der er en generel højre- eller venstredrejning i Europa, for det er som sådan ikke den ene eller den anden fløj der hverken til- eller fravælges. Nej det der vælges er simpelthen alternativet – oppositionen. I Frankrig og Danmark gjaldt det eksempelvis at der sad borgerlige regeringer, som begge faldt til fordel for venstrefløjen. I England og Spanien derimod sad venstreorienterede regeringer, som ligeledes faldt til fordel for deres borgerlige oppositioner, etc. I Grækenland derimod er sagen mere kompleks i og med at ingen klart blev valgt til, men snarere en fragmentering fandt sted. Fragmentering i den forstand at stemmerne pladseres spredt over langt flere partier end normalt i Grækenland, hvor det er de to store partier PASOK og Nyt Demokrati, der plejer at vinde størstedelen af stemmerne og dermed magten. Således er der i høj grad tale om protest-valg. Helle Thorning-Schmidt er da formentlig også den første, der er blevet statsminister i Danmark simpelthen fordi at, det kunne da være meget sjovt. Et andet sjovt eksempel er at, Belgien for første gang i lang tid faktisk har en regering. Så mens de øvrige europæere udskifter deres regeringer, forsøger Belgien sig nu med at have en.

Imidlertid er der to regeringspar, der vejer tungere end de øvrige, hvis man ser på Europa i sin helhed; det tysk-franske. Hvor man før talte om Merkozy (Merkel, den tyske kansler og Sarkozy, den franske præsident), er situationen nu ændret og Europas nye førerhold hedder Frangela. Frangela kom til verden om aftenen den 6. maj i år i Frankrig, da Francois Hollande slog den daværende præsident Nicolas Sarkozy med 51,6% Vs. 48,4% af stemmerne. Dermed endte Merkozy-æraen og en ny begyndte; Frangela-æraen. Den bliver dog muligvis kort, da den tyske part muligvis udskiftes til næste år. Men et års levetid, er den garanteret.

Valget af Hollande er i sandhed historisk på flere måder. Det er kun anden gang at Frankrigs femte republik har en socialistisk præsident, den første var Mitterand – der som bekendt huskes for sine omfattende nationaliseringer. Ligeledes er Sarkozy den anden præsident i den femte republiks tid til ikke at magte at vinde genvalg, det første nederlag led d’Estaing. Altså historiske udsving i forhold til normen i fransk politik. Endnu mere bemærkelsesværdigt bliver valget af Hollande, hvis man ser på bl.a. en måling om hvilke karakteregenskaber de to kandidater besad i vælgernes optik, hvor et af spørgsmålene lød hvem der var mest statsmand af de to, der vandt Sarkozy med 54% overfor Hollande med 23%. Altså en signifikant forskel på de to. Et andet spørgsmål lød hvem der bedst var i stand til at træffe svære beslutninger, igen vandt Sarkozy med 49% mod 23%. Ydermere var der et spørgsmål, der gik på hvem der var bedst til at håndtere krisen, også her vandt Sarkozy med 41% mod 27%. Ikke desto mindre blev Hollande valgt og vil således være en dominerende nøglespiller de næste fire år i Europa. Med al sandsynlighed vil han også dominere mere end hans forgænger Sarkozy eftersom magtbalancen mellem Frankrig og Tyskland er ændret, til Frankrigs fordel. Merkel lider nederlag i delstatsvalgene, hvor hun svækkes internt. Eksternt er hun isoleret mod flere medlemsstater, der argumentere forgæves mod hendes opstramningspolitik og gerne så en mere keynesiansk tilgang til krisen. Merkel vil det næste års tid presses yderligere i og med at hendes eget skæbnevalg rykker nærmere. Derimod vandt Hollande et klart mandat i Frankrig, hvilket styrker ham. Derudover har han også opbakning på flere fronter i Europa eftersom han træder ind på scenen som Mr. Vækst. Hvordan styrkeforholdet mellem Frankrig og Tyskland vil udfolde sig, efterhånden som de to parter finder hinanden, bliver spændende at følge for uden tvivl er Frangela en helt anden størrelse end Merkozy – og det vil Europa mærke fremover.

Måske er den politiske dagsordenen forskellig, men Sarah Palin og Helle Thorning-Schmidt har noget til fælles. De elsker begge ‘Joe Sixpack’ og ‘soccer moms’.

Da Sarah Palin og John McCain førte valgkamp mod Obama i 2008, blev Palin verdensberømt for konstant at henvise til “Joe Sixpack”. Denne mr. Sixpack er indbegrebet af en amerikaner. Han er blue-collar – hvilket betyder, han arbejder med hænderne i modsætning til “white-collar” – og ville nok gå godt i spænd med Thor Mögers leverpostejsmads-smørende dansker.

Palin selv var, per egen definition, en “soccer mom” – altså en ganske almindelig kvinde, der havde travlt med daglige sysler som for eksempel at køre ungerne til fodbold. Hun ville i valgkampen fremstille sig selv som ih-og-åh så almindelig og ih-og-åh så forstående i forhold til den “almindelige amerikaner”s situation.

Det samme vil den siddende regering i Danmark. Her hedder Joe Sixpack og soccer moms bare “den helt almindelige dansker”.

Skattelettelser til de gode

Forleden spillede SF ud med et forslag om at sænke indkomstloftet i forhold til  topskatten. Det er sådan, man tager vare på den helt almindelige dansker, lod S og SF os forstå. De har nemlig – her en hel del år efter os andre – opdaget, at der er mange af disse såkaldt “almindelige danskere”, der betaler topskat.

Den helt almindelige dansker

Og S og SF kendes gladeligt ved deres skelnen mellem “de almindelige” og alle de andre danskere. De “almindelige”, det er LO’s medlemmer. Det er de faglærte, de ufaglærte og i det hele taget alle dem, der ikke har taget megen uddannelse.

Det er ikke akademikere, det er ikke DJØF’erne, det er ikke bunden af socialgruppe 5 eller dem, der er helt uden for kategori. Det er S-SFs klassiske vælgersegment, der udgør de “helt almindelige danskere” – ikke alle de andre borgere.

Ind imellem bliver talen da også særligt tydelig. I følge Ritzau nævner SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, metalarbejdere, tømrere, lærere og sygeplejersker, som disse “helt almindelige danskere”. Og Thor Möger er også klar i mælet, når han melder ud, hvem de almindelige danskere i hvert fald ikke er: piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter. Næh nej, disse danskere er ikke almindelige. De er “privilligerede”.

“De privilligerede”

Men hvordan kan en regering slippe afsted med kun at ville kæmpe for den procentdel af danskerne, der er ufaglærte eller faglærte? – eller som max har en mellemlang videregående uddannelse, der er beregnet på et arbejde i det offentlige? Hvorfor er de så almindelige? Hvorfor er det dem, staten skal indrettes efter? Hvad med alle de andre?

Hvad med den akademisk uddannede, idealistiske iværksætter, der lever for 7000 kroner om måneden? Hvad med freelance-oversætteren med en master i spansk, der aldrig er sikker på, hvor pengene skal komme fra næste måned? Hvad med direktøren, der arbejder 100 timer om ugen, og derfor ikke opnår det gode, som fritid er?

Hvad har de mennesker gjort? Hvorfor er de ikke almindelige, men “privilligerede”? Fordi de kan tage en lang videregående uddannelse? Fordi de kan kæmpe sig vejen mod toppen? Fordi de arbejder i det private?

Og hvorfor er det ikke disse mennesker, man sænker topskatten for? – hvorfor ville det være asocialt? Hvorfor er det kun legitimt, hvis skattegrænsen rammer Joe Sixpack? Et menneske er vel et menneske i statens blik, er det ik’?

Det glæder mig naturligvis, at Thorning vil hæve indkomstgrænsen i forhold til topskatten, for det er den eneste måde, vi kan skabe flere arbejdspladser, frie livsstilsvalg og øget vækst på. Baggrunden for S-SF’s kovending er jeg dog ikke imponeret over, for den er diskriminerende. Før kaldte man forslag om at sænke topskattegrænsen for forsøg på at skabe en “rødvinsreform”. Det med slet skjult og fnysende henvisning til, at nordsjællænderne, veluddannede reklamefolk eller selvstændige da i hvert fald ikke havde gjort sig fortjent til en topskattelettelse. Næh nej, de skulle punge mere ud – millionærskat skulle de betale, sku’ de!

Men hvorfor er det synd for sygeplejersken, der tjener mere end 428.804 kroner om året, men ikke for forskeren, reklamemanden eller den selvstændige isenkræmmer? Det giver jo ikke mening. Enten beskatter vi på baggrund af menneskers indkomst, eller også gør vi ikke. Det, S-SF her er ude i, er at beskatte dem, de synes, er de rigtige at beskatte – “de ualmindelige danskere” – men ikke deres eget segment af “almindelige danskere”.

(Billedet er lånt af brugeren ba1969 på sxc.hu)

Den mest begrænsende sprogbrug for politisk udvikling lige nu, er det linieære perspektiv på det politiske spektrum. Den fortsatte insisteren på, at de politiske partier, kan anskues på en linie fra venstre mod højre, eller fra stat mod marked, eller den følelsesmæssige binding, som ligger på axen, som tenderer til at være fra de gode men naive, til de fornuftige men de onde.

Der var engang, hvor det måske gav mening, men lige nu er det i langt højere grad en begrænsning og foranlediger konstant til fejlkonklusioner, da det fastholder os i forældede og inadækvate tilhørsforhold. Men vi holder så krampagtigt fast i det, at et nyt parti for enhver pris skal moses ned på linien. Grundlæggende et udtryk for dovenskab, fordi vi så kan undlade at sætte os ind i, hvad de egentlig står for.

Jeg er med stor sandsynlighed uhyre naiv, fordi jeg ønsker at ændre det, men selvfølgelig kan det lade sig gøre.  Så sprogaktivisme. NU. Et par praktiske anvisninger til at begynde med:

Helt konkret går aktivismen ud på følgende:

• Undlad altid selv at bruge betegnelsen højre-venstre, eller centrum venstre, centrum højre
• Nægt at placere partierne på denne linie
• Når nogen siger yderst på venstrefløjen kan et passende modsvar være; mener du LA?
• Når nogen siger centrum venstre, ville det være interessant at svare: det må være DF, du tænker på?
• Og den yderste højrefløj repræsenteres spørges der undrende – Hvad er årsagen til, at du ikke nævnte Socialdemokratiet i den anledning?
• Når du ser nogen anvende betegnelse venstre versus højreorienterede, så indsæt gerne et link til denne aktion

Målet med aktionen:

• At komme tættere på verden af i dag, ved at finde mere rammende ord
• At undgå at vi bliver fastholdt i forældede og inadækvate bindinger ude af trit med virkeligheden
• Igangsætte en begrebsbrainstorm, hvis muligt, hvem kommer med de mest rammende beskrivelser af partiernes relationer til hinanden af i dag? (Anders Samuelsen  bruger eksempelvis perspektivet – fra Global til National, i det seneste interview i Ræson, som en mere retvisende beskrivelse – Hvad mener du?)

Man kan med rette spørge – Betyder det nu så meget, hvordan vi opfatter og relaterer partierne i forhold til hinanden? Ja i høj grad. Det skaber bl.a. en blokade, hvor vi ikke iagttager og opfatter partierne på de præmisser, de lægger frem i dag, og det de reelt står for, derfor hører vi ikke hvad de siger.

Det er eksempelvis ved at være almen kendt, at DF er et socialdemokrati, med en lidt strammere udlændingepolitik, hvordan kan de så ligger yderst på højrefløjen? Er man medlem af LA, bliver man kaldt alt fra ekstremt højreorienteret, superliberalist til radikal i forklædning. Hvor skal man så placeres? SF opfatter sig som mere liberale end S, skal de så ligge længere mod højre? Venstre fører socialdemokratisk politik, men er i bevidstheden og i selvopfattelsen liberale, hvad betyder det? De Radikale er mere rød-grønne end de er liberale, selvom de ofte betegner sig selv som et socialt liberalt parti, er de så den yderste venstrefløj, eller den mærkelige betegnelse centrum venstre? Nå nej de har jo en anderledes økonomisk politik, eller har de? Når der ikke er sammenhæng imellem det de siger, det vi forstår og det de gør, hvordan skal vi så kunne placere dem på en skala? Ud over det umulige i at forstå partierne ud fra disse perspektiver, så er de også helt ude af trit med, hvem de repræsenterer.

Den gamle skala tager desuden udgangspunkt i de vælgergrupper, som partierne oprindeligt repræsenterede. De er også totalt forældede. Eksempelvis socialdemokratiet, som er baseret på en socialisme som oprindeligt har sit udgangspunkt i bourgeoisiets overlegenhed og fremmedgørelse fra produktiviteten, hvor realværdien skabes. Herefter fra arbejdernes efterfølgende kamp for rettigheder og fra troen på, at markedskræfterne skal reguleres. Overfører vi dette perspektiv til i dag, kunne man med rette spørge, hvis man ser på arbejdernes interesser, i hvor høj grad markedet yderligere skal reguleres? Og hvem er bourgeoisiet egentlig i dag? Dem der kommer tættest på er vel højtuddannede akademikere, der beskæftiger sig mere med  tanken end med værdiskabelsen, og som er fremmedgjorte over for produktiviteten og de danske virksomheder. Pudsigt nok dem, der i dag typisk vil stemme på de mere erklærede socialistiske partier.

Vurderet ud fra ideologiernes oprindelse giver de langt hen ad vejen meget mindre mening i dag. Der er jo ikke længere nogen ‘udbyttet arbejderklasse’ som Socialdemokratiet og SF kan beskytte og repræsentere. Flertallet af dem sidder jo nu i egen bolig, med egen bil og børn på vej på universitetet. Og der er heller ikke længere noget ‘borgerskab’ som de Konservative kan repræsentere eller ret mange ‘bønder’ til Venstre for den sags skyld. Men er det et problem?

De fleste vælgere har knap en holdning til partiernes ideologiske udgangspunkt og har hverken interesse eller indsigt i, hvad der ligger bag. Det paradoksale er, at ideologier, som reelt er afkoblet fra virkeligheden, i dag har en underliggende storkraft i den ubevidste oversættelse af ideologierne og de følelser, som vi styrer efter, når vi træffer politiske beslutninger. På samme måde, mener jeg også at der er forældede følelser koblet til det lineære Højre-Venstre perspektiv.

Så hvordan ville de ideologiske grundtanker, der blev dannet i dag ud fra det nuværende grundlag med et meget højt reguleret arbejdsmarked, og en overudviklet velfærdsstat så se ud? Arbejderpartiet ville måske være et liberalt parti og akademikerpartiet et socialistparti, da det i højere grad er en tænkt økonomi. Og hvordan ville venstre-højreskalen se ud i det perspektiv?

Jeg tror vi er midt i en udvikling, hvor partierne vil konstituere sig helt anderledes – Indholdsmæssigt, er det allerede sket, nu skal vi bare have sproget med. Jeg skal ikke her komme med bud på, hvad de nye partiordninger går ud på, og hvad de med rette burde hedde og stå for, hvis det skulle hænge sammen med, hvad de reelt står for og hvem de reelt repræsenterer. Det gør de naturligvis selv – Men jeg tror vi kan skubbe til processen, ved en aktivistisk holdning til sproget og nægte at være dovne.

Så til kamp for mere rammende beskrivelser uden forældede og begrænsende bskrivelser, der er totalt ude af trit med virkeligheden!

Hermed en gentagelse af aktionen – Er det ikke det probaganda, går ud på? Gentagelse til vi ser en ny virkelighed:

• Undlad altid selv at bruge betegnelsen højre-venstre, eller centrum venstre, centrum højre
• Nægt at placere partierne på denne linie
• Når nogen siger yderst på venstrefløjen kan et passende modsvar være; mener du LA?
• Når nogen siger centrum venstre, ville det være interessant at svare: det må være DF, du tænker på?
• Og den yderste højrefløj repræsenteres spørges der undrende – Hvad er årsagen til, at du ikke nævnte Socialdemokratiet i den anledning?
• Når du ser nogen anvende betegnelse venstre versus højreorienterede, så indsæt gerne et link til denne aktion

Sprogaktivisme – NU! Vi nægter at være dovne…

Forhandlingerne om dannelse af en ny regering i Grækenland er brudt sammen, og de græske vælgere skal derfor igen til valg. Situationen er opstået, fordi det store socialistparti ikke er tilfreds med at give det store borgerlige parti regeringsmagten; det andet og knap så store socialistparti er utilfredse med hele situationen og de græske filosoffers dalende popularitet i resten af verden, mens de øvrige, endnu mindre, men langt mere obskure partier har meddelt de store partiers forhandlingsledere, at de ikke forstår noget som helst af det hele, og at de i det hele taget har tænkt sig ikke at være til at hugge og stikke i.

Orakel for Politiske Banaliteter ved dagbladet Berlingske, Thomas Larsen, udtaler til Reservatets eneste, men førende statslige TV-kanal, R-News:

“De græske politikere står i en virkelig vanskelig situation: De ved, at landet har brug for en ny regering. Jo længere tid der går, inden de får dannet en ny regering, jo mere går det ud over omverdenens tillid til landets politiske ledelse. Men hverken den venstre blok eller den højre blok ønsker, at regeringsmagten tilfalder modparten, så de har meget svært ved at opnå enighed”, forklarer Thomas Larsen og fastslår: “De kommende dage, uger og måneder, og måske også år, bliver utrolig afgørende for Grækenland. Især i den tid, der følger derefter, og muligvis også i den tid, der kommer nu.”

*

Ministerinterview

Regeringens lillebrorparti, SF, åbner nu op for, at en kommende skattereform kan indeholde en lempelse af grænsen for, hvornår danskerne skal betale topskat. R-News sendte en kvik og frejdig reporter fuld af gå-på-mod ud for at tale med Minister for Inddrivning og Opkrævning, Thor Möger Pedersen:

Thor Möger Pedersen, hvordan kan det være, at SF nu taler om lempelse af topskatten? Har I ikke altid været imod at gøre netop det?

- I SF er vi meget optagede af, at den kommende skattereform bliver socialt afbalanceret, og socialt retfærdig. Det er helt centralt for os, at skattereformen bliver social.

Men det besvarer jo ikke mit spørgsmål?

- Det kan ikke nytte noget, at vi beskatter de rigeste danskere så hårdt, at de opfører sig endnu mere asocialt, end de gør i forvejen, og beslutter sig for helt at forlade landet og flytte langt væk, for eksempel til Hawaii eller Bali. Vi mener, det er både socialt og ansvarligt at lempe topskatten, så vi modvirker overdreven asocial adfærd og dermed sikrer, at skattereformen bliver social.

Svar nu på mit spørgsmål…

- Der er nogle bestemte grupper i det her samfund, der opfører sig mere asocialt end andre. Vi vil ikke være et parti for piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, og ejendomsspekulanter. Men vi har brug for dem til at arbejde os allesammen ud af krisen. Det gavner samtidig solidariteten og sammenhængskraften.

Din alt for store jakke får dig altså lidt til at ligne Mr. Bean…

- Vi inviterer alle partier til forhandling, og håber de borgerlige vil være med til realitetsforhandlinger. Vi har brug for et samarbejdende og socialt folkestyre.

Kan du ikke få din kæreste til at hjælpe dig med at købe et jakkesæt, der sidder lidt bedre?

- Nu har SF jo ikke 90 mandater alene, men alt kan ske i politik. Vi ser fremadrettet og positivt frem imod de kommende forhandlinger.

*

Banken, der tjente penge

Det er kommet Den Røde Automat – udenfor Reservatet bedre kendt som dagbladet Politiken – for øre, at Danske Bank i al stilfærdig snedighed er begyndt at skubbe til grænserne for privat, markedsbaseret bankdrift i den finansielle sektor. Ifølge et nyhedstelegram havde Danske Bank således i årets første kvartal den frækhed at tjene penge på sine kunder. Faktisk svarede bankens overskud efter skat utrolig godt overens med den ekstra indtægt fra nylige prisstigninger overfor bankens kunder.

En centralt placeret kilde på redaktionsgangen hos Den Røde Automat bekræfter, at redaktionsjuntaen er forarget, chokeret, og oprørt. Chefredaktør for Godhed, Mangfoldighed og Frisind, Bo Hr. Lidegaard, har internt annonceret en ny og langt mere aktivistisk linje, der skal gøre op med dagbladets mangeårige image som alt for tør, saglig, og optaget af fakta, idet der nu må sættes hårdt ind overfor private virksomheders forkastelige trang til at ville tjene penge.

Underredaktør for Kulturel Korrekthed, Anita Bay Bundegaard, tager derimod situationen med ophøjet ro, for som hun siger:

“Kulturen lever, har det godt og bor i Politiken.”

*

Reservatet. Smid et kor ind i Nordea, og det bliver til Nordkorea.

Men er der tale om økonomiens pendant til sportskommentatorer eller er det profetiernes selvudløsere?

Nogle husker med bitterhed, andre med glæde husprisernes mangeårige optur og derefter prisernes styrtdyk i hælene på den finansielle krise. Nogle tjente rigtigt mange penge for en lille indsats, mens andre tilsvarende blev sendt til tælling for teknisk insolvens.

I denne proces, og i mange tilsvarende, har de økonomiske eksperter været vores (tro) følgesvende, der løbende har udtrykt sig forudseende om økonomiens udvikling til de måbende masser.

Det virker måske umiddelbart ret tilforladeligt. Disse eksperter udtrykker sig vel bare, om hvordan tingene objektivt forholder sig. Det er vel udelukkende en serviceoplysning.  Eller hvad?

Der er noget galt med grundpræmissen for hele den økonomiske kommentering. Og problemet er nok, at den økonomiske kommentering implicit bygger på (og opleves af seerne/læserne/lytterne som) en analogi til sportskommentering.

I sportskommentering er der tre “sfærer”:

(1) Ude på banen tæsker spillerne rundt og sparker til bolden, og til tider går slaget den ene vej og til tider den anden vej (Læs: økonomiens udvikling, fx boligmarkedets faktiske udvikling).

(2) Inde i kommentator boksen sidder eksperterne så og gør sig kloge på spillets udvikling og udfald (læs: økonomieksperter udtrykker deres forudsigelser om boligmarkedets udvikling)

(3) Hjemme i stuerne sidder seerne og nogle af dem overvejer, hvilket hold de skal sætte deres penge på (læs: køberne overvejer om de skal købe, og sælgere overvejer om de skal sælge og til hvilken pris – resten kigger bare på).

Dette fungerer jo fint i sportens verden.

Når vi ser bort fra, at foldboldtosser til tider løber ind på banen for at tæske dommeren, så er spillet på banen i reglen uafhængigt af kommentatorernes kommentering og seernes økonomiske satsninger.

Problemet er bare, at når det gælder økonomien, så virker denne fine opdeling af verdenen ikke.

For det første, økonomiske eksperter er sjældent uvildige kommentatorer, som blot observerer et spil. De er selv spillere på banen, som kan drage fordel af, at spillet udvikler sig i den ene eller den anden retning; ejendomsmæglere profiterer på en høj aktivitet af køb og salg, realkreditinstitutterne vil gerne generere lånekonverteringer, og bankerne vil anbefale alt, der maksimerer deres profit og minimerer deres risiko.

Så det er så som så med eksperternes uvildighed. I grelle tilfælde, som på TV2 News finansnyheder, er der tale om decideret “product placement”. Hvor bankerne “gratis” med store skilte får møvet sig ind i seernes bevidsthed.

Det andet problem er, at “seerne” også er spillere på banen (nogle gange uden, at de helt tænker over det). Seerne er bare de mindste og mest sårbare spillere på banen. Her spiller de et spil, hvor de ikke fuldt ud kender reglerne og har svært ved at se, hvilken vej vinden blæser. Derfor  søger de ofte vejledning hos kommentatorerne, der, som beskrevet ovenfor, oftest er de store spillere på banen.

For endelig at forlade sportsmetaforen.

Når eksperter udtaler sig om økonomien, mens økonomien “lytter med”, så påvirker man det objekt, nemlig økonomien, man taler om. Derfor er der ikke længere blot tale om observation, men (social) konstruktion.

For eksempel:

Hvis eksperterne siger “huspriserne har ikke nået bunden”, så tænker rationelle købere, at så må jeg hellere holde igen med mit køb for ellers kommer jeg til at tabe penge. Rationelle sælgerne tænker tilsvarende, at min pris er måske for høj. Resultatet, priserne falder. Det er vel, hvad vi har set i tiden siden den finansielle krise.

Omvendt, hvis eksperterne siger “bunden er nået, nu stiger huspriserne”, så tænker rationelle købere, at så må jeg hellere købe, inden prisen stiger. Og rationelle sælgerne tænker tilsvarende, min pris er måske for lav, jeg må hellere sætte en mere “optimistisk” pris. Resultatet, priserne stiger. Det har været mønstret i årene op til den finansielle krise.

Summa summarum, eksperternes kommentering er ikke en serviceoplysning, men en selvstændig variable i økonomiens udvikling, der får denne til – på selvopfyldende vis – at gravitere mod deres egne forudsigelser.

Vi slipper nok ikke for eksperternes “observationer” i tide og utide. Men medierne har et stort ansvar for at sikre en bredde i de økonomiske “forudsigelser”, de er talerør for. Tilsvarende bør medierne sikre, at de eksperter man giver taletid ikke har et åbenlyst økonomisk incitament i at frembringe en bestemt økonomisk adfærd (eller alternativt at dette fremgår tydeligt af konteksten for indslaget). Det er ikke et spørgsmål om at begrænse ytringsfriheden for eksperterne, men et spørgsmål om, at der sikres gennemsigtighed i forhold til de informationer, som de spreder.

Robert Petersens første indlæg handler om helte.

“Samfundet behøver dem og hylder dem for deres gerninger, men det er også svært efterfølgende at forholde sig til dem. Livet går jo videre og hverdagens problemer kommer tilbage – forsinkede tog, stigende madpriser, for høje skatter, tilstoppede toiletter og politikernes magtspil. Heltene huskes først og fremmest for noget, som ligger tilbage i fortiden og som de fleste måske helst bare gerne ville glemme. En anden ting – som måske kan overraske – er, at selv deres kollegaer eller kammerater somme tider kan føle afsky eller irritation over dem.”

Læs hele indlægget her >